Lubin

Lubin er et fransk parfumehus med hovedsæde i Paris. Huset regner sin begyndelse fra 1798, da parfumøren Pierre-François Lubin åbnede en butik i byen, og det regnes ofte blandt verdens ældste parfumehuse [15]. De tidlige kunder giver et overblik over 1800-tallets europæiske hoffer: Napoleons familie, det genindsatte bourbonske monarki, kongen af England og zaren af Rusland. Virksomheden præsenterer sig stadig med linjen "Perfume maker since 1798".

I mere end to århundreder skiftede huset hænder flere gange: grundlæggerens udvalgte efterfølger, fire generationer af familien Prot, et fransk parfumehus, en tysk duftvirksomhed og en hårplejekoncern. Omkring årtusindskiftet tog en tidligere kreativ direktør hos Guerlain det tilbage i privat, uafhængigt eje. I dag fremstiller Lubin dufte i små mængder i Frankrig, genskaber opskrifter fra sit eget arkiv og lancerer nye kompositioner fra en lille gruppe parfumører.

Pierre-François Lubin blev født i 1774, og virksomheden kalder ham "den moderne parfumekunsts grundlægger". Oplysningerne om hans uddannelse går i forskellige retninger. Ifølge husets egen historik boede hans forældre tæt på Jean-Louis Fargeons værksted i Paris. Fargeon var leverandør til dronning Marie-Antoinette og tog sig af den tiårige dreng i 1784 [2]. I den version fik Lubin efterhånden ansvaret for hoffets skønhedsopskrifter. Efter revolutionens udbrud bar han pakker fra Fargeon til dronningen, mens kongefamilien blev holdt i Tuilerierne fra efteråret 1789. I 1792, 18 år gammel, forlod han Paris og revolutionens uro til fordel for Grasse og en anden mesterparfumør, Tombarelli. Der lærte han det, som virksomheden kalder "den italienske metode", som Katarina af Medici havde bragt fra Firenze til Frankrig to århundreder tidligere.

En historik fra Fragrantica, bygget på interviews, angiver den omvendte rækkefølge: Lubin lærte parfumekunsten i Grasse fra tiårsalderen og flyttede til Paris som 16-årig for at afslutte sin uddannelse hos Fargeon [13]. Begge versioner er enige om de to læremestre og om forbindelsen til Marie-Antoinettes parfumør. De adskiller sig i rækkefølgen og årstallene.

I 1798, efter revolutionen, åbnede Lubin sin egen butik i Paris [2]. Han kaldte den "Au Bouquet de Roses". Ifølge virksomheden var navnet en diskret hyldest til den henrettede dronning, som havde holdt af den rosenduft, Fargeon fremstillede til hende. Fragrantica skriver, at navnet hædrede Marie-Antoinettes yndlingsblomster og yndlingsparfume.

De første kunder var de moderigtige unge parisere, der dukkede op efter rædselsregimet, kaldet Incroyables, og deres veninder, Merveilleuses. Ifølge virksomheden kom deres ekstravagante stil hurtigt til at stå for en ny slags parisisk savoir-vivre, og Lubins dufte fulgte med. Kejserinde Joséphine, gift med Napoleon I, lod ham levere hendes parfume. Napoleons søster Pauline Bonaparte, senere fyrstinde Borghese, gav ifølge huset sit navn til en af hans kreationer.

### Parfumør for Europas hoffer

Da det bourbonske dynasti genvandt magten i 1815, gjorde Lubin krav på titlen "indehaver af det franske hofs skønhedshemmeligheder", den arv han sagde, at Fargeon havde efterladt ham. Under beskyttelse af hertugen af Angoulême, hvis hustru Marie-Thérèse var det eneste af Marie-Antoinettes børn, der overlevede revolutionen, omdøbte han butikken til "Aux Armes de France" efter det kongelige våben.

Udnævnelser til hofleverandør fulgte. Ifølge virksomheden blev Lubin hofleverandør til Georg IV af England i 1821 og til zar Alexander I af Rusland i 1823. Wikipedia angiver, at han skabte "Eau de Chypre" til den russiske kejser i 1821. Under Louis-Philippes og dronning Maria Amelias regeringstid, som begyndte i 1830, fik huset til sidst titlen officiel parfumør ved det franske hof.

### Familien Prot og fabrikkernes tid

I 1844 overgik huset til Félix Prot, som havde været i lære hos Lubin, og som virksomheden beskriver som grundlæggerens åndelige arvtager [2]. Prot begyndte at føre forretningen ud i udlandet. Han byggede også det, som Lubin kalder Europas første moderne parfumefabrik, i Cannes på den franske riviera. Den åbnede i 1873, og her brugte man dampmaskiner til at fremstille parfume og udvinde æteriske olier.

Hans søn Paul Prot overtog i 1885. Virksomheden beskriver ham som en udadvendt leder, der talte flydende engelsk og tysk, rejste meget og opbyggede et internationalt netværk i løbet af en karriere på mere end halvtreds år. I 1900 åbnede han en produktion i Courbevoie, i udkanten af Paris, som ifølge huset var Frankrigs største parfumefabrik på det tidspunkt. Hans sønner Marcel og Pierre drev forretningen i 1920'erne.

### Det amerikanske marked

Lubin beskriver USA som stedet for sine største kommercielle succeser. Kilderne er lidt uenige om, hvornår det begyndte. Ifølge Wikipedia blev Lubins parfumer importeret til Amerika i 1830 [12]. Virksomheden daterer sin ekspansion i USA til slutningen af 1830'erne, da Theo Studley blev udnævnt til dens første amerikanske repræsentant i New York [2]. Lubin etablerede sig også i New Orleans og St. Louis.

Studley repræsenterede huset i mere end tres år. Da han gik på pension i 1898, startede Lubin sit eget datterselskab i New York. Datterselskabet måtte lukke i 1930 efter krakket i 1929, men en agent holdt distributionen i USA i gang.

Huset fortsatte med at lancere nye parfumer gennem det svære årti. Nuit de Longchamp, som kom i 1937, blev ifølge virksomheden en stor succes i USA.

### Ny start efter krigen

Ved afslutningen af Anden Verdenskrig i 1945 overtog fætrene André og Paul Prot, sønner af Marcel og Pierre, ledelsen. I 1955 lancerede de Gin Fizz, komponeret af parfumøren Henri Giboulet. Ifølge Fragrantica blev den skabt som en hyldest til Grace Kelly samme år, som hun vandt en Oscar for The Country Girl. L'Eau Neuve kom i 1968, og virksomheden beskriver den som endnu en succes for den sidste generation af familien i ledelsen.

Familien Prots æra sluttede i 1969, da familien besluttede at sælge virksomheden [12]. Derefter fulgte en række virksomhedsejere. I 1970'erne var huset ejet af det franske parfumehus Roger&Gallet. I 1984 blev det købt af Mülhens, et af de ældste tyske parfumehuse, med hovedsæde i Köln. Lubins produktion flyttede da til Mülhens' fabrik i Bickendorf uden for Köln. Ti år senere, i 1994, blev Mülhens selv overtaget af den tyske hårplejevirksomhed Wella, som i slutningen af 1900-tallet besluttede at skille sig af med Lubin.

Den nye ejer blev Gilles Thévenin, tidligere kreativ direktør hos Guerlain. Hvornår han overtog, angives forskelligt afhængigt af kilden. Virksomhedens egen historik placerer det blot "i slutningen af 1900-tallet", da Thévenin og to af Paul Prots sønner "besluttede at overtage mærkets skæbne" [2]. Fragrantica daterer redningen til 1998 og beskriver et hus på randen af konkurs, som Thévenin reddede med støtte fra tidligere ejere og fra parfumører, der omarbejdede gamle opskrifter [13]. Wikipedia placerer overtagelsen i begyndelsen af 2000-tallet [12].

Under Thévenin blev Lubin uafhængigt igen. Wikipedia beskriver huset som fortsat privatejet med et datterselskab i New York og et i London. Virksomhedens registrerede adresse er 3 rue du Roule i Paris. CaFleureBon beskrev i 2015 Thévenin som husets kreative direktør og bestyrelsesformand.

Lubin præsenterer sig som et parisisk hus, der viderefører idealerne fra grundlæggelsen i 1798. Virksomheden siger, at den har lavet parfume "i mere end 220 år", og det erklærede mål er at blive ved med at skabe parfumer af højeste kvalitet, "som skal fortrylle kommende generationer". I praksis bruges arven på to måder: huset genskaber opskrifter fra arkivet, og det bestiller nye parfumer, der låner navne, steder eller historier fra fortiden.

Arbejdet med at genskabe gamle dufte er det mest karakteristiske ved den tilgang. Ifølge virksomheden og Fragrantica hjalp parfumører, der havde arbejdet for Lubin i tidligere årtier, den nye ledelse med at rekonstruere glemte opskrifter. Det gjorde det blandt andet muligt at bringe Nuit de Longchamp og Gin Fizz tilbage. Nutidens sikkerhedsregler sætter grænser for, hvor tæt på originalen sådanne rekonstruktioner kan komme. Da huset forsøgte at genoplive den gamle Daïmo til en ny kollektion, viste det sig, at den oprindelige opskrift ikke overholdt nutidens IFRA-regler for duftstoffer, så kun navnet blev bevaret.

Thévenin har også brugt interviews til at beskrive en forretningsfilosofi. I et interview med Fragrantica i 2019 sagde han, at markedet for eksklusive parfumer var blevet forstyrret af rabatter på nettet, og at Lubin aldrig havde sat høje priser blot for at sænke dem kraftigt senere. Han beskrev husets faste kollektion som "ikke dyr" for sin kategori.

Hvad angår bæredygtighed, siger virksomheden, at dens duftopskrifter bruger plantebaserede ingredienser, "så vidt det er praktisk muligt", og at den trin for trin forenkler emballagen for at reducere mængden af papir og plast. Der er ingen dokumenterede certificeringer fra tredjepart.

Lubins parfumer er inddelt i flere navngivne kollektioner. Classique-kollektionen indeholder Gin Fizz sammen med Black Jade, Grisette, Kismet, Epidor, Princesses de Malabar, Upper Ten for Her og Kigriz. Evocations-kollektionen indeholder L'Eau Neuve, Itasca, Vetiris, Attique, Jardin Rouge, Mandarino og Brittany Breeze. Talismania-kollektionen samler Idole de Lubin, Upper Ten, Akkad og Korrigan, mens en serie ved navn Portraits de femmes består af tre dufte med navnene Anna, Eva og Magda.

På sin side "Talents" fremhæver huset en lille kreds af samarbejdspartnere: parfumørerne Delphine Thierry, Olivia Giacobetti og Thomas Fontaine samt glaskunstneren Serge Mansau, som har formgivet flasker til mærket.

### Historiske kreationer

Blandt husets tidlige parfumer er Eau de Chypre, skabt til zar Alexander I i 1821, den bedst dokumenterede. Nuit de Longchamp (1937), Gin Fizz (1955) og L'Eau Neuve (1968) er de parfumer fra 1900-tallet, der i dag er tættest forbundet med mærket, og de to første er blevet rekonstrueret ud fra deres oprindelige opskrifter. En anmeldelse fra 2005 på duftbloggen Bois de Jasmin anslog, at huset gennem sin historie har skabt omkring 466 dufte, og bemærkede, at dets position blegnede i løbet af 1900-tallet [16].

### Idole de Lubin

Idole de Lubin var den første parfume, der blev skabt under de nye ejere. Den blev komponeret af Olivia Giacobetti og deler navn med en Lubin-duft fra begyndelsen af 1960'erne, men er en ny komposition og ikke en nyversion. Lanceringsåret angives på to måder i den samme artikel på Fragrantica: Thévenin sagde, at Idole blev præsenteret i 2004 i en forserie på 300 flasker, mens artiklen daterer den officielle lancering til 2005 [13].

Giacobetti byggede parfumen op omkring krydderiruterne til søs. Blandt noterne er rom, safran, pomerans, sortkommen, sukkerrør, læder og rødt sandeltræ. Bois de Jasmin anmeldte den i november 2005 og gav den fire stjerner. Anmeldelsen kaldte den et af parfumørens mørkeste og mest sanselige værker og mente, at den passer lige så godt til mænd som til kvinder, fordi den mangler et tungt blomstret hjerte.

### Upper Ten

Upper Ten kom i 2015 og er komponeret af Thomas Fontaine. Navnet stammer fra et udtryk, som den amerikanske digter Nathaniel Parker Willis fandt på omkring 1850 om industrialismens selvskabte elite. I virksomhedens lanceringstekst blev den beskrevet som duften af en herreklub i New York eller Chicago i 1880, bygget på cedertræ, sandeltræ og læder med en blomstret tone af pelargonie, kardemomme og kanel over en base af ambra og moskus.

### Aristia

I 2019 introducerede Lubin Aristia, en kollektion som huset beskriver som "Haute Parfumerie". I et interview på duftmessen Esxence i maj 2019 beskrev Thévenin den som husets svar på haute couture: seks extraits de parfum, fremstillet i meget små mængder og forbeholdt et begrænset antal eksklusive forhandlere, som han anslog til højst omkring 100 i hele verden [14]. Thomas Fontaine og Delphine Thierry skabte hver tre af de seks parfumer efter en udviklingstid på mere end tre år.

Navnet kommer af det græske ord for fortræffelighed, som Thévenin forbandt med Homers skildringer af heroiske krigere. Hver parfume hylder en skikkelse fra en anden civilisation: Gajah Mada, en javanesisk general fra 1300-tallet; Daïmo, en japansk daimyo; Condottiere, en lejesoldaterfører fra den italienske renæssance; Galaor, en omvandrende spansk ridder fra 1100-tallet; Sinbad, den legendariske søfarer fra Basra; og Sarmate, inspireret af krigere fra det sene Romerrige. Thévenin beskrev kollektionen som et bevis på, at Lubin kunne lave parfume på højt niveau "uden snyd og markedsføringstricks".

Der er ingen dokumenterede priser til huset. Dets historie og nye start har til gengæld fået tilbagevendende opmærksomhed i duftpressen. Fragrantica bragte et langt interview med Thévenin om husets historie og rekonstruktionen af de gamle opskrifter og et andet interview i 2019 om Aristia-kollektionen. CaFleureBon skrev om lanceringen af Upper Ten i 2015, og Bois de Jasmin anmeldte Idole de Lubin i 2005.

Husets plads i parfumens kulturhistorie hviler i høj grad på kundekredsen. Den tidlige historie er knyttet til societeten under Napoleonstiden, og blandt de dokumenterede kunder og dem, som dufte er blevet tilegnet, er kejserinde Joséphine, Pauline Bonaparte, Georg IV og Alexander I. Gin Fizz føjede et navn fra 1900-tallet til den liste med sin hyldest til Grace Kelly.

Lubin er et aktivt, privatejet parfumehus. Produktionen vendte tilbage til Frankrig i 2004, og parfumerne fremstilles nu i små mængder i Loiredalen [12]. Ifølge Wikipedia sælger huset gennem et netværk af flere hundrede eksklusive forhandlere i omkring 30 lande. Det har også en webshop og en butik i Paris på 21 rue des Canettes.