Nina Ricci

Nina Ricci er et fransk mode- og parfumehus grundlagt i Paris i 1932 [7]. Huset er bedst kendt inden for beauty for sine parfumer og byggede sit ry på en række dufte med hvide blomster, med L'Air du Temps i spidsen, og det er fortsat et aktivt couture- og parfumemærke med en nuværende kreativ chef. Siden 1998 har huset været ejet af den spanske skønheds- og modekoncern Puig [7]; det drives fortsat som et selvstændigt hus, med nye parfumelanceringer og redaktionel aktivitet registreret ind i 2025.

Virksomheden præsenterer sig som et udtryk for "dristig og optimistisk femininitet" og rammer sit arbejde ind gennem tilbagevendende symboler — duer, æbler og blomster — snarere end gennem produktpåstande alene.

Fortællingerne om grundlæggelsen er enige om årstallet, men lægger vægten forskellige steder. Nina Riccis egen husfortælling beskriver Paris-debuten i 1932 som et projekt, Robert Ricci skabte som en gave til sin mor, couturieren Maria "Nina" Ricci [2]. Wikipedia tilskriver både mor og søn rollen som grundlæggere, hvor Maria designede kjolerne og Robert stod for driften [7]. De to versioner supplerer snarere end modsiger hinanden: en couturier i det kreative centrum og hendes søn i spidsen for virksomheden.

Parfumesiden, som skulle komme til at definere huset i beauty-sammenhæng, kom senere. Robert Ricci grundlagde en intern parfumeafdeling i 1941, og den første duft, Coeur Joie, blev lanceret i 1946 [7].

Husets afgørende øjeblik kom i 1948 med L'Air du Temps, komponeret af parfumøren Francis Fabron [8]. Bygget op om nellike og hvide blomster som gardenia og jasmin over en blød moskus blev den mærkets mest populære duft og en af de mest kommercielt succesfulde parfumer i sin tid. Den parfumeorienterede publikation Now Smell This grupperede den senere sammen med Shalimar, Chanel No. 5, Arpège og Joy som "en af de fem største parfumer i verden" og bemærkede, at der på toppen "blev solgt en flaske af denne duft et sted i verden hvert sekund" [10]. Duften nåede også populærkulturen gennem filmen Ondskabens øjne fra 1991, hvor karakteren Hannibal Lecter genkender den.

L'Air du Temps forbindes tæt med sin duekronede flaske, fremstillet af glasværket Lalique, selv om kilderne er uenige om hvilken Lalique. Wikipedia-artiklen om parfumen tilskriver René Lalique den oprindelige flaske fra 1948 [8], mens husets egen Wikipedia-side tilskriver Marc Lalique designet [7]; flasken blev formgivet om flere gange efter sin debut, hvilket kan forklare forskellen.

I de følgende årtier gik huset gennem en række kreative chefer, heriblandt Gérard Pipart, Olivier Theyskens og Peter Copping. I september 2022 udnævnte Puig den britiske designer Harris Reed til kreativ chef [9].

Nina Ricci har været ejet af Puig siden 1998 [7]. Den spanske koncerns bredere portefølje omfatter blandt andet Carolina Herrera, Rabanne, Jean Paul Gaultier, Penhaligon's og L'Artisan Parfumeur sammen med andre skønheds- og modehuse.

Ifølge virksomheden har Nina Ricci repræsenteret "dristig og optimistisk femininitet siden begyndelsen" og opfordrer kvinder til at "blomstre gennem kreativt udtryk". Huset beskriver sin holdning med linjen "Nina Ricci skaber kunstnerisk bevægelse i frihed" og fremhæver "enkelhed og renhed med en overflod af kreativitet" sammen med "vedvarende samtidigt håndværk". Fortællingen læner sig op ad allegori og tilbagevendende motiver — de tre gratier, duer, æbler og blomster — som virksomheden siger aldrig vælges tilfældigt.

Huset positionerer sig i luksussegmentet. Under Harris Reed har husets ready-to-wear fået opmærksomhed for et usædvanligt bredt størrelsesspænd, beskrevet af Wikipedia som "betydeligt større" end det, der er standard for et luksusmodemærke.

Parfume er husets centrale beauty-kategori. Hvide blomster går igen gennem hele sortimentet: nellike i L'Air du Temps, appelsinblomst i Nina le Parfum og magnolia i Vénus de Nina Ricci, som virksomheden præsenterer som en "grand Floral Chypre-duft". For Vénus oplyser virksomheden, at den udviklede en eksklusiv metode til magnoliaekstraktion, der skulle "isolere de mest dyrebare facetter" af blomsten. Blandt senere lanceringer findes Nina Rouge Crush, en kirsebærledet duft.

Hvad angår bæredygtighed beskriver huset "en bæredygtig og etisk tilgang, der forener autenticitet og ansvarlig innovation". Det oplyser, at dets parfumer ikke indeholder ingredienser af animalsk oprindelse, og at det ikke tester produkter eller ingredienser på dyr, med samme standard på hvert marked. Virksomheden henviser også til et initiativ med opcyklede citroner, hvor kasserede markedscitroner tages til sig og omdannes til parfumeessens, og til genopfyldelige Vénus de Nina Ricci-flasker, som den oplyser reducerer materialeforbruget med op til 54 % glas, 80 % metal, 65 % plast og 80 % papir sammenlignet med traditionelle flasker. Produktionen oplyses at foregå i Grasse i Frankrig. Virksomheden angiver ingen tredjepartscertificeringer som Leaping Bunny eller Ecocert.

Ud over L'Air du Temps' status har huset fået opmærksomhed i pressen omkring sin kreative ledelse. W Magazine beskrev udnævnelsen af Harris Reed i 2022 som et muligt comeback og mente, at den "kunne bidrage til igen at sætte Nina Riccis navn på modeskribenters og stylisters læber på en måde, det ikke har været siden Olivier Theyskens' hyldede toårige periode ... sluttede i 2009" [9]. I sit eget redaktionelle materiale bemærkede virksomheden, at Demi Moore bar et Nina Ricci-look af Harris Reed til middagen for de Oscar-nominerede ved den 97. uddeling i februar 2025.

Under et modeshow i 2013 blev Nina Riccis kreationer mål for barbrystede Femen-aktivister, som greb fat i modellen Hollie-May Saker [7].

Nina Ricci er et opkøbt mærke, ejet af Puig siden 1998 [7], men det er fortsat operativt aktivt snarere end hvilende. Det har en nuværende kreativ chef i Harris Reed, som signerede husets efterår-vinterkollektion 2026, og fortsætter med at lancere parfumer og udgive redaktionelt indhold, med aktivitet registreret frem til 2025.