Les Parfums de Rosine

Les Parfums de Rosine er et fransk nicheparfumehus med base i Paris, bygget næsten udelukkende op omkring rosen. Navnet bærer på to forskellige grundlæggelser. Det oprindelige hus blev skabt i 1911 af couturieren Paul Poiret, som opkaldte sin parfumegren efter sin ældste datter, Rosine [7]. Den moderne virksomhed er en selvstændig enhed, genoplivet i 1991 af Marie-Hélène Rogeon, som overtog det hvilende navn og udviklede en ny rosecentreret kollektion [8]. Huset er fortsat aktivt og drives fra en butik i arkaden Palais-Royal i det centrale Paris.

På grund af dette brud er kilderne uenige om, hvilket år der skal regnes som mærkets grundlæggelse. Den nuværende juridiske enhed går tilbage til relanceringen i 1991, mens selve navnet og konceptet rækker tilbage til Poirets linje fra 1911. Begge årstal går igen nedenfor, og faktaboksen redegør for hele tidslinjen.

Paul Poiret, en af de førende modeskabere i Paris i begyndelsen af det tyvende århundrede, etablerede Parfums de Rosine i 1911 som parfumegrenen i sit couturehus. Han opkaldte den efter sin ældste datter; en søstervirksomhed, Les Ateliers de Martine, fik navn efter en anden datter og uddannede piger fra fattigere familier i kunsthåndværk, hvor en del af deres arbejde indgik i parfumeflakoner og emballage.

Poiret krediteres almindeligvis for at være den første franske couturier, der lancerede sin egen signaturduft. Now Smell This beskriver linjen som "det, der er blevet kaldt den 'første linje af designerparfumer'" [8], og Guinness World Records angiver Poirets Parfums de Rosine som den første designerparfume, cirka et årti før Chanel No. 5 [20]. Wikipedia-redegørelsen tilføjer et forbehold: London-designeren Lucile havde introduceret parfumer allerede i 1907, før Poiret [7].

Huset blev lanceret med teatralsk sans for stil. Poiret præsenterede det ved en overdådig fest i sit hjem med titlen "la mille et deuxième nuit" (Den tusinde og anden nat), hvor den allerførste duft Nuit Persane blev vist frem, efterfulgt af Le Minaret i 1912. Emballage og reklame trak på kunstnere som Erté og Raoul Dufy, og Poiret mente, at en duft lykkedes takket være tre ting på én gang: duften, navnet og emballagen.

Gennem 1910'erne og 1920'erne voksede virksomheden til en omfattende forretning. I 1919 producerede fabrikken i Courbevoie på 37 boulevard de Verdun omkring 200.000 flakoner om måneden fordelt på treogtyve dufte, og kataloget kom til sidst til at omfatte omkring femogtredive forskellige parfumer før 1929 [10]. En butik i New York åbnede på 29 West 37th Street i 1928.

Nedgangen skildres med en vis variation kilderne imellem. Perfume Projects oplyser, at Poiret mistede kontrollen over virksomheden i 1925, selv om produktionen fortsatte derefter [9]; Société Historique de Courbevoie daterer de alvorlige økonomiske vanskeligheder til 1923. Kilderne er dog enige om slutpunktet: Poiret gik konkurs, og huset lukkede i november 1929 under den økonomiske krise [13]. Navnet Parfums de Rosine blev i 1930 erhvervet af Société Centrale de la Parfumerie Française, som drev mærket Oriza L. Legrand [15].

Navnet lå kommercielt hvilende frem til 1991, hvor Marie-Hélène Rogeon vakte huset til live igen i Paris. Rogeon kom fra en parfumørfamilie; oplysningerne om hendes forbindelse til Poiret er forskellige, idet Now Smell This oplyser, at hendes morforældre havde arbejdet sammen med ham [8], mens andre kilder placerer forbindelsen en generation længere tilbage, hos en oldeforælder [12]. Husets egen historie krediterer særskilt hendes oldefar Louis Panafieu, som fremstillede eau de cologne til Napoleon III. Da Poirets oprindelige opskrifter ikke længere fandtes, arbejdede Rogeon sammen med parfumøren François Robert om at skabe en ny udgave af duften La Rose de Rosine fra 1912, broen mellem det historiske hus og det genoplivede. Senere udgivelser omfattede Rose d'Été i 1998, Ecume de Rose i 2002, herreduften Rose d'Homme i 2005 og Rose d'Amour i 2006.

Den nuværende virksomhed er et selvstændigt fransk selskab, registreret i 1991 som en ny enhed snarere end en fortsættelse af Poirets konkursramte forretning [8]. Marie-Hélène Rogeon er angivet som dens ansvarlige medejer. Dette adskiller sig fra den tidligere ejerkæde, hvor navnet overgik til Société Centrale de la Parfumerie Française i 1930; ingen selskabslinje forbinder den besiddelse med genoplivningen i 1991.

Det genoplivede hus positionerer sig som en nicheparfumør dedikeret til rosen. Rogeon byggede en kollektion op omkring havroser kombineret med uventede akkorder, med noter, som virksomheden oplyser rækker fra citron og ingefær til viol og vindrue. Ifølge virksomheden er duftene "composés à partir de matières naturelles de première qualité" (komponeret af naturmaterialer af første kvalitet), hvor hver note er tænkt at forblive til at skelne, mens duften udvikler sig. Fragrances and Art sammenfatter grundlæggerens erklærede mål som et ønske om at "skabe originale, unikke og smukke kompositioner lavet af naturlige essenser", i modsætning til de storsælgende alternativer, hun fandt utilfredsstillende. Flakonerne er en genkendelig husmarkør: frostet glas med et præget "R", et håndsyet silkebånd ved proppen og guldprægede æsker.

Kollektionen er ordnet i serier som Les Classiques, Les Soliflores, de fem nummererede Ballerina-dufte og Rosine for LeSnob. Gennem det genoplivede hus er der udgivet mere end tyve dufte, næsten alle rosebaserede. Basisduften er La Rose de Rosine, Roberts rekonstruktion af originalen fra 1912.

Meget af den moderne identitet hviler på samarbejdet med François Robert, en parfumør i fjerde generation og søn af Guy Robert, der komponerede Chanel No. 19, Cristalle og Dioressence. The Perfume Society oplyser, at Robert skabte mere end ti dufte sammen med Rogeon, hver med udgangspunkt i en bestemt rose fundet i en have eller på en roseudstilling; blandt dem er Rose Kashmirie, bygget op omkring rose med safran og kardemomme, og Majalis, en rose med et strejf af kanel [14].

Omtalen af huset findes i parfumespecialiserede medier snarere end i den brede skønhedspresse. Now Smell This skildrer både den oprindelige grundlæggelse i 1911 og genoplivningen i 1991 udførligt, mens Material Mode, en blog fra Fashion Institute of Technology, behandler Poirets oprindelige Rosine som et casestudie i tværfagligt design. En artikel fra 2018 af Perfume Professor, der gennemgår en Rosine-brochure fra 1923, kalder det "et af mine yndlings-nicheparfumehuse" [11].

Mærket er aktivt. Det driver en e-handelsside og en fysisk butik på 105 Galerie de Valois i arkaden Palais-Royal i Paris, ved siden af en fagportal for salg og aktive konti på Instagram og Facebook. Det registrerede hovedkontor ligger i Croutoy i departementet Oise, mens Paris-butikken fungerer som husets butiks- og offentlige adresse. Huset distribueres gennem europæiske nicheparfumeforhandlere, også på det nordiske marked.